TALENTPRISKONCERT
ZIER ROMME LARSEN
23. MAJ 2016
RYTMISK MUSIKKONSERVATORIUM
Leo Mathisensvej 1
1437 København K
Øvrige medvirkende:
OILLY WALLACE, Altsax
ANDERS FJELDSTED, Bas
HENRIK HOLST HANSEN, Trommer
PROGRAM
En både spændende og underholdende aften i selskab med prismodtageren og hans ledsagende besætning bestående af tre fremragende unge jazzmusikere på hhv. altsax, bas og trommer.
Programmet omfattede fortrinsvis udvalgte standards og evergreens fra jazzens store sangbog med godbidder som: ”Somewhere over the Rainbow”, ”Tea for Two”, ”Just a Gigolo” mfl. Numrene leveredes i swingende udførelser, hvor troldmanden Zier sammen med sine ”ledsagere” viste på hvilket imponerende høje tekniske og musikalske niveau, kvartetten allerede befinder sig – deres unge alder taget i betragtning.
Zier Romme Larsen, piano:
Zier kommer fra et hjem på Falster, hvor musikken altid var og er prioriteret højt. Han begyndte at spille klaver som 8-årig og har bl.a. gået på MGK i Nykøbing F. Efter gymnasie-tiden på Falster flyttede Zier som 19-årig til København for at igangsætte sin karriere. Han startede på Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) i sommeren 2012, men besluttede i som-meren 2015 at forlade RMC for at kunne koncentrere sig om i det københavnske jazzmiljø at forfølge sine ambitioner om yderligere at udvikle og raffinere sit klaverspil.
At Zier i dag af mange betragtes som en dansk pendant til den legendariske, canadiske jazz-pianist Oscar Peterson er ikke en tilfældighed. Allerede i sine barneår blev der i hjemmet uafladeligt spillet musik med Oscar Peterson og mange andre jazzkoryfæer. Som 11-årig fik han således stukket en CD i hånden med OP. Han faldt nu pladask for Petersons overlegne musikalitet og ekstreme teknik. Det gav ham blod på tanden til at udforske jazzmusikken.
Zier har spillet med mange kendte navne såvel fra det hjemlige jazzmiljø som fra udlandet. Fx kan nævnes: Tom McEwan, Tomas Franck, Jesper Lundgaard, Alex Riel, Christina von Bülow, , Jacob Fischer, Winard Harper og senest ved en koncert i Holbæk Jazzklub med Oscar Peter-sons sidste trommeslager Alvin Queen.
Zier fik sin officielle debut på den danske jazzscene ved en koncert i Jazzhus Montmartre den 17. december sidste år, hvor han sammen med vor tids måske største trompetist italienske Paolo Fresu og vore hjemlige topnavne, bassisten Jesper Lundgaard og Alex Riel på trommer leverede et brag af en debut, der efterfølgende er blevet betegnet som en milepæl i det genåb-nede Montmartres historie. Zier danner – som det er traditionen inden for jazzmusikken – sine egne besætninger (trioer, kvartetter og kvintetter) og medvirker herudover som del af andres besætninger. For Zier er jazzmusikken ikke blot et led i et karriereforløb, men en livsstil.
LIDT OM DE ØVRIGE MEDVIRKENDE
Oilly Wallace, altsax:
Oilly er et af de mest lysende talenter i dagens Danmark inden for saxofonspillet. Er trods sin unge alder i fuld gang med at skabe sig et navn på den danske jazzscene med sin unikke be-herskelse af instrumentet og et overblik og melodisk sprog, der er en ældre musiker værdigt. Oilly er inspireret af bl.a. Charlie Parker, Wynton Marsalis, Dexter Gordon og The Beatles!.
Oilly spillede indtil sit 12. år marchtrommer i Tivoligarden, hvor han en dag fik stukket en saxofon i hånden og var herefter ”solgt”. Gik på MGK 2012-13 og drog derefter til Berlin for at indhøste erfaringer bl.a. igennem studier på byens Jazz Institute. Vendte i 2015 tilbage til DK, hvor han nu jævnligt optræder på forskellige jazzklubber dels som leder for eget band og dels som deltager i andre bands. Har bl.a. spillet sammen med Winard Harper, Carsten Dahl og Thomas Blachmann. Oilly’s egen musik tager udgangspunkt i jazztraditionen, hvor det ikke mindst gælder om at bevare god swing, uforfærdet friskhed og intensitet. Har i 2015 ind-spillet sin debut-EP.
Anders Fjeldsted, bas:
Anders startede med at spille bas som 11-årig på Helsingør Musikskole. Siden blev det MGK (Musikalsk Grundskole) samme sted . Efter to år på MGK flyttede han til Sverige og studerede yderligere to år på den anerkendte jazzuddannelse på Skurups Folkhögskola. Fra 2013-2016 har han studeret på Rytmisk Musikkonservatorium.
Anders har i dag base i København. Han er trods sin unge alder en erfaren musiker, som har spillet med prominente navne som Anders Bergcrantz, Carsten Dahl, Alvin Queen, Thomas Clausen, Snorre Kirk, og Mike Stern. Har optrådt i landsdækkende TV og har spillet på en række jazzklubber som La Fontaine, Montmartre og Paradise Jazz. Endvidere har han optrådt som sideman (gæstemusiker) på scener og festivaler i bl.a. Sverige, Tyskland, Spanien, Holland og Indien. Anders er meget inspireret af legendariske bassister som Paul Chambers, Charlie Haden og Ron Carter; sidstnævnte blev han undervist af i løbet af 2015.
Henrik Holst Hansen, trommer:
Henrik begyndte at spille trommer som 9-årig. Han kommer oprindeligt fra Holbæk. Her spillede han med musikmiljøets jazzmusikere samt i Holbæk Big Band, samtidig med at studerede ved Slagelse MGK. Gik senere på Skurups Folkhögsola i Skåne, hvor han studerede jazzmusik. Fik i Sverige kontakt med både danske og svenske jazzmusikere – og skabte sig efterhånden et navn som jazz-trommeslager. Har i årene 2013-2015 fortsat sine studier afsluttende med en BA ved Syddansk Musikkonservatorium i Odense, men har stedse haft bopæl i København.
I hovedstaden er Henrik i dag en meget benyttet freelance trommeslager i jazzmiljøet. Han har haft sit eget band ”Henrik Holst Band” og spiller tillige fast i flere bands samt i sekstetten ”The Ingelstam Orchestra”. Fik sin debut i august 2014 på Jazzhus Montmartre, hvor han spillede sammen med musikere fra hele Europa. Efter debutkoncerten fik Henrik stor ros for sin driftige elegance bag trommerne.
SE UDDRAG AF KONCERTEN HER